BispebjergSpejdernes Nyhedsbrev
God sommertil alle. Vi ses på sommerlejren!
Årgang 4 - Vinterudgaven 2009 (Aug-Dec)

Godt nytår...

...Ønsker vi alle medlemmer og modtagere af vores nyhedsbrev. Tak for et dejligt spejderår med mange gode oplevelser. Det kommende år bliver forhåbentlig lige så godt, for de største byder det bl.a. på korpslejren som vi alle har høje forventninger til.

Vi vil gerne tage lidt forskud på glæderne i 2010 ved at indbyde både børn og forældre til
gruppemøde d. 8 februar kl 1730 i Emdrup Kirke. Sæt kryds i kalenderen
Rigtig god jul og godt nytår!

 

Korpslejr

Som I jo nok allerede ved, afholder KFUM-spejderne korpslejr næste år hvor vi fra Bispebjergspejderne deltager med vores juniorspejdere. En korpslejr er den største lejr, som KFUM-spejderne i Danmark afholder, hvor hele landets spejdere samt en god portion fra det store udland deltager - typisk i et tema, der går igennem hele lejren. Der er et helt overvældende udbud af aktiviteter til alle aldre og enhver smag, og lejren er altid pakket godt ind i en helt særlig og summende energi. Ulveungerne har mulighed for at komme på besøg under lejren for at få en fornemmelse af suset. Vi har afholdt en korpslejraften, hvor vi så en video omkring lejren og hørte lidt mere omkring ledernes oplevelser på tidligere års korpslejre.
Vi har forhåndstilmeldt 12 juniorer og 5 ledere, så det bliver en stor glad flok, der drager afsted næste sommer og får besøg af over 10 ulveunger. Der venter børnene en lejr fuld af fede oplevelser og en lejrplads fuld af liv og leg.

2010 er ligeledes året, hvor KFUM-spejderne fejrer 100-års jubilæum, så der er lagt op til den helt store fejring på Korpslejren, som altså finder sted i Skive den 24. juli – 1. august!
Indtil da kan I blot glæde jer og få styret jeres nysgerrighed på den officielle hjemmeside, hvor der er meget mere at læse og se: www.spejdernet.dk/korpslejr2010

Familiespejd  

De yngste spejdere hos Bispebjergspejderne er Haletudserne, også kaldet familiespejd. Haletudserne er børn fra 0-6 år og deres forældre, vi mødes hver anden lørdag fra 10-12 ved Streyff.

Haletudserne har prøvet mange forskellige ting i efteråret. Vi har bl.a. været på myrejagt med hjemmebyggede myresugere, bagt boller i en gryde over bål og selv lavet smør til, undersøgt træernes frugter, prøvet at finde ud af hvad dyrene gør for at klare vinteren, lavet perlekæder af natur materialer, og vandkikkerter så vi kunne undersøge om der var nogen spændende dyr i mosen. Vi leger en del på møderne, så børn og voksne lærer hinanden at kende på tværs af familierne, kluddermor og "haletudsens hale" er blandt favoritterne, men vi har også spillet nissefodbold og meget andet.   
Nogle haletudsefamilier har også deltaget i Åbent hus i Streyff og i gruppeweekenden.

Du kan se flere billeder fra vores haletudseoplevelser her.

 

 


 

 

 

Bæverne - Åbent hus-weekend i Streyf

Vi mødtes i alt 16 børn og voksne lørdag eftermiddag i Streyf, alle var meget spændte, man skulle nemlig have en tom mælkekarton med, og hvad mon den skulle bruges til??
Vi legede lidt i skoven og fik derefter dejlig lasagne til aftensmad.
Lidt over kl. 20 var det ved at være helt mørkt i mosen, og vi fandt alle vores lygter frem og begav os ud i stormen og mørket, heldigvis regnede det ikke. Det blev til en spændende nattetur ned til fårene og ad mosestien hjem. Og sikke meget man kan se når lygterne er slukkede, men den er altid god at have med for tryghedens skyld.
 
Søndag formiddag var det så tid til at finde mælkekartoner frem, alle fik lavet en fin fuglefoderautomat, som blev malet enten rød eller grøn og fyldt med lækkerier til fuglen til den kolde vinter.
 
Efter frokost kom en masse på besøg, bla også haletudserne, for at være med i naturvejledernes arrangement. Der var mange spændende ting at opleve: fårene skulle klippes, der blev lavet pandeboller og skovsnegle over bål, de fineste små mus blev kviltede, og vi kunne lave små trylledejmariehøner. Bierne fik også et besøg inden dagen sluttede, og alle bæverne blev hentet efter en dejlig weekend.
Vi håber, at I husker at fylde jeres fuglefoderautomater op, så fuglene kan finde lidt at spise her i den kolde tid.
 
Bæverhilsen fra Yvonne, Birgit og Jeanet.

 

Juleafslutning

Lørdag d. 5. december havde bæverne juleafslutning. Vi havde krybbespilsløb og mødte først Kejser Augustus, der skrev alverden op i sin bog, dernæst de hellige tre konger, siden Ærkeenglen Gabriel (der her klædes på) og bagefter engle, hyrder, og til sidst højgravide Maria og Josef og de bookede kroværter fra Betlehem. Til allersidst kom Jesus til verden i stalde,n og vi sang ’Et barn er født i Betlehem’. En ny stemningsfuld måde at bruge Streyf-området på. Folkekirkepræst Pernille Nærvig ledte os igennem.
Bæverteamet siger tak for i år, og vi glæder os til at ses igen 9. januar 2010 kl. 10 ved Streyf.
Glædelig jul og mange hilsner fra
Thomas, Emina, Yvonne og Kristine

 

Gruppeweekend

11 bævere tog til ’Store Klaus’ i Ganløse en efterårsdag i oktober:  Agnes, Anton, Anna B, Anna N, Karl Emil, Martha, Jonas, Windie, Ellen, Ajani og Liv.Ulveungerne og juniorerne havde forberedt vores ankomst, så der var dækket op til frokost, da vi ankom. Og sikke interessante madder, der blev kreeret ved det lange bæverbord, bl.a. en klemme med torskerogn, mayo og godt med rosiner ovenpå. Aktiviteten denne dag stod i dyresporenes og skovtrolden Ursus’ tegn. Vi delte os i to grupper og gik så på orienteringsløb.
Vi havde det smukkeste solskinsvejr, men til ungernes store glæde, havde det regnet dagen forinden, så der var masser af store regnpytter på stien. Trods de voksnes formaninger blev der altså hoppet i vandpytter med og uden gummistøvler; og der var et par sokker eller to, der skulle på radiatoren, da vi kom hjem.
På den første post fik vi en pose med materialer til gipsafstøbning, og da vi kom ind i skoven, skulle vi så finde dyrespor at lave afstøbninger af. Den ene gruppe fandt et hestespor, mens den anden lavede deres eget spor ud af tre grene. Ursus blev ikke glemt, for hans spor skulle vi også lave en afstøbning af og tænk, han havde kun tre tæer.
Grupperne fik også til opgave at samle efterårsblade fra forskellige træer og lave plancher med dem.
På den sidste post skulle bæverungerne svare på spørgsmål om Ursus:

  • Hvilke bukser han gik med
  • Hvem hans gode ven var
  • Om han kun fandtes i én skov eller om han måske fandtes i hver en skov, hvis man altså troede på ham osv.

De svar havde de faktisk ret godt tjek på. 
Tilbage i hytten var der fri leg – der blev leget fangeleg med juniorerne, fundet på nye lege hvor der bl.a. indgik kegler, som blev stillet op i en række og brugt til slalomløb.  Hver gang et barn nåede den sidste kegle, skulle den tages ud, og til sidst var der så kun én kegle tilbage.
Jeg tog hjem kl. 20, og der havde bæverne stadig et par aktiviteter til gode; bl.a. en god gang højtlæsning af ”Afrikas øje”.  
Den dag havde jeg oplevet en masse glade og aktive unger, som syntes det var sjovt og spændende at være på gruppeweekend – også selv om det måske havde været lidt svært at sige farvel til far eller mor om formiddagen. 

                                                             Jeanet, mor til Liv

 

Ulvene  

Vi tæller i øjeblikket 22 indmeldte ulveunger, og vi har jævnligt besøg af flere børn, der godt kunne tænke sig at være med. I betragtning af, at vi lige efter sommerferien har rykket 11 ulveunger op som juniorspejdere, er det et ganske pænt antal. Vi er opdelt i 4 bander og har for hver bande udnævnt en bandeleder og en bandeassistent. Bandelederen checker at alle i banden står klar, når der kaldes, og melder klar for banden. Bandeassistenterne hjælper bandelederne med at sørge for, at alle i banden er klar og står selv bagerst, når der meldes klar.
 
Hos ulveungerne er vi blandt andet ved at tage musikmærket, hvor vi skal genkende musikinstrumenter, lave en bandesangbog samt skrive og synge vores egne sange. Vi har også lavet vores egne musikinstrumenter, og øver os i at lave en masse larm i samme takt.
Vi er også i gang med mærket Stifinder, hvor vi laver vores egne kompasser og ser på kort og stjernebilleder.
 
Ulveungerne var i efteråret på MUST weekend på Næsbycentret ved Næstved, hvor temaet var Kim Possible, som de snedige kender fra DisneyShow etc. Der var agentopgaver, skuespil og masser af unger fra andre grupper og andre spejderkorps. Vi var 12 ulve afsted, sov i telt og fik tid til både at hilse på nogle af de andre børn på centret og til at lege en masse lege, så det var en mægtig fest, som vi også deltager i til næste år.

Juniorerne

Vi er efterhånden 14 juniorspejdere, der er opdelte i to patruljer. Vi har fået vores egen mødedag, om mandagen, hvor vi er i gang med at tage gør-det-selv-mærket. I forbindelse med dette mærke har vi blandt andet taget dækket af vores cykler og lappet slangerne, lavet vores egne vægte, og vi er i gang med at sy bålkapper, som vi kan bruge rundt om lejrbålet på de næste mange sommerlejre.
En lille flok juniorer deltog i Tintinløbet en meget kold og blæsende efterårsdag på Kastellet, hvor vi sammen med andre patruljer fra mange forskellige grupper skulle løse en masse spejderopgaver. Trods vejret var det nu en rigtig god eftermiddag.

Klanen

Klanen holdt en minisommerlejr i Sverige i forlængelse af børnenes, hvor tiden gik med kano, farvede pandekager over minivulkaner, guitar, forhindringsbanebygning samt udbygning af vandkanoner.
I august indledte vi så et godt (og langt? - ved redaktionens afslutning endnu uvist) samarbejde med klanen fra spejdergruppen 3. Lyngby med et udfordrende opgaveløb, hvor vi i mixede par skulle hjælpe hinanden over walkie-talkie med diverse nøddeknækkere.
Senest i november mødtes klanen igen til slyngeljagt gennem Københavns indre, hvor vi i to detektivgrupper jagtede en gruppe slyngler med det offentlige. Hele dramaet endte i forsonlighed, detektiv og slyngel imellem, om krydret humle og bordfodbold!
Klanen mødes igen i december med 3. Lyngby til julefrokost, men det er efter redaktionens afslutning, så der kan kun gisnes om udfaldet. Måske kan dette være et billede fra begivenheden?

NORGE!!!
5 friske rovere tog turen til Norges land i hård frost, men fantastisk solskin. En fantastisk uge, med sol, ski og gode venner.
Norge billedeserie 1
Norge billedeserie 2

Glæd dig til klanen, den er din ven!

Bjørneborg

Projektet med at udbygge vores hytte fortsætter. Vi har efter en hård periode oplevet en del medgang på det seneste hvor Mærsk fond har doneret 100.000 kr til projektet. Det har sikret at projektet er gået videre til næste fase hvor der skal laves tegninger og søges byggetilladelser.

Forældrestøttegruppen har lagt et stort stykke arbejde i at skrabe penge sammen til hytteudbygningen. Det er gået strygende med salget af 400 stk. Bispebjerg skrabekalendere.

Forældregruppen, der har sat sig for, på forskellige måder at tjene penge til bispebjergspejdernes og ”Bjørneborgs” byggeprojekt, har stor succes. Første projekt var Tombola v/ Søborg hjertes Høstfest. Det var en dejlig oplevelse, selvom vejret var temmelig vådt, men det passede jo godt til en Fiskedam til 10 kr. for en pakke. Amerikansk lotteri, tombola og fiskedam gav tilsammen et overskud på ca. 5.237 kr. dette fine overskud kunne skaffes, fordi vi havde nogle gevinster fra tidligere Børnehjælpsdage, og ikke mindst fordi vi fik mange flotte sponsorgaver.
Andet projekt er i fuld gang. Det er juleskrabekalendere, med et foto fra gruppens sommerlejr i Sverige. Alle gruppens børn har været meget entusiastiske og har solgt mange; der er næsten udsolgt, og vi forventer et overskud på 7.800 kr. Tredje projekt foregår på gruppemødet
d. 8 februar 2010.
Her forventer vi at lave et Amerikansk lotteri, hvor der vil blive fine gevinster, bl.a. biografbilletter, gourmétkaffe og sponsorgaver fra forretningerne i Svinget. Men vi kan godt bruge endnu flere gevinster, så hvis du via dit arbejde eller andet sted kan skaffe gevinster, så hører vi gerne fra dig. Kontakt venligst Yvonne eller Grethe.
Vores aktivitet har en ekstra gevinst, idet forældregruppen nu har et nært samarbejde, og samtidig har de en fin kontakt med de forskellige enheder, idet vi bl.a. selv har stået for udlevering og afregning af salget af kalender.  
Forældrestøtteforeningen består af Carsten Bak (far til Kristoffer), Pia (mor til Eske), Birgit (Mor til Astrid og Thea), Anne-Mette (mor til Valdemar) samt Yvonne / 39667788 (Mor til Lasse) og Grethe Kamper (39408812).

På vegne af Forældrestøtteforeningen, Grethe Kamper.

Se computerbilleder af de planlagte ændringer

Hent PDF dokument med beskrivelse af projektet (bemærk det er en 4 mb fil)

Børnetræf

Hej spejdere! Hvem kan mon samle flest lysestumper og brugte frimærker sammen i julen?
Alle bispebjergspejderne tager nemlig til Børnetræf i Virum den 30. januar (tilmelding kommer ud inden længe). På børnetræf handler det om at opleve, hvordan børn i andre lande bor og lever. Man oplever det ved at prøve en masse forskellige aktiviteter derude.
Men hvorfor så det med lysestumperne og de brugte frimærker? Jo: Hvis Børnetræf sender lysestumperne og de brugte frimærker videre til rette sted, kan de få en masse penge for det. Og de penge, kan de bruge på at hjælpe en masse børn ude i vores store verden.

Derfor: Brænd alle de stearinlys du kan og saml alle de brugte frimærker du kan. Nogle gange er det bare utroligt nemt at gøre en lille forskel.

Hilsen lederne

 

Program og opstart

Programmerne for foråret uddeles i januar til medlemmerne i de respektive enheder

Efter Juleferien starter vi op igen:

Familiespejd: d. 9/1

Bæver: d. 9/1

Ulve: d. 13/1

Juniorer: d. 11/1

Der er vinterferie i uge 7 for ulve og juniorer

 

Kontaktoplysninger til Bispebjergspejderne

Enhed Telefon E-mail
Bispebjergspejderne 70 21 09 90 info[a]bispebjergspejderne.dk
Haletudserne 70 21 09 91 familiespejd[a]bispebjergspejderne.dk
Bæverne 70 21 09 92 baever[a]bispebjergspejderne.dk
Ulvene 70 21 09 93 ulve[a]bispebjergspejderne.dk
Juniortroppen 70 21 09 93 ulve[a]bispebjergspejderne.dk