Norge

Vinterferie i Norge, det er ikke noget man umiddelbart forbinder med spejderarbejde, men det er, må man vel sige, en tradition i vores Gruppe, da det startede for rigtig mange år siden.

Dengang havde vi en meget dynamisk flokleder, der senere blev gruppeleder og æresspejder, en lleder vi, der kendte ham, alle vil mindes med varme tanker.

På vej hjem fra en Ulvesommerlejr, snakkede man om, at når nu det var muligt at komme til Norge på ferie igen, det var i 1954, ville det det så ikke være spændende at tage på skitur i Norge i juleferien.

Ralph tog udfordringen op, og arrangerede den første norgestur for Bandeførere og Bandeassistenter.

De kom af sted, med DFDS til Oslo, derefter med tog, og det sidste stykke, på ladet af en lastvogn, til Nordseter ved Lillehammer. Det var den gang, der ikke var elektricitet i hytterne og opvarmningen blev klaret med brændeovne, som havde en tendens til at gå ud i løbet af natten, så der kom ”en smule” rimfrost på soveposerne, hen på morgenen.

Vi bliver alle ældre, og de Ulve, der havde været med i Norge, blev spejdere, og skulle derfor ikke have været med mere. Men, Ralph har et stort hjerte, så han opfandt ”Hjælpespejderne” som så kunne komme med, selv om de måske var lidt for gamle.

Det stoppede ikke her, andre synes også at Norge ved nytårstide, lige var sagen, så kredsen af deltagere voksede, faktisk kun begrænset af, hvor mange, man kunne proppe ind i hytterne.

Årene gik, vi blev langsomt men sikkert mange, der skulle af sted, så det var naturligt, at vi var nogle stykker, der gik ind i arbejdet med at finde hytter, reservere hytter, båd og bus, samt købe ind til en stadig større gruppe. Vi har været over 50 af sted, på Venehallet, hvor der var plads nok.

Nu ”køres” arrangementet af ” Gamle Bjørne”, der er gruppens støtteforening, med samme ånd, men meget mere struktureret, som har resulteret i, At ”overraskelserne” de sidste mange år har været begrænset.

Det er længe side, at man spiste rødkåls og skupperosinmadder de sidste dage på turen.

I 2003 skal vi på 50 års jubilæumstur, desværre med kun 25 -30 deltagere, fordi der ikke er mere plads på Liahaugen, men vi prøver på at lave et svipturshyggearrangement, for nogle af de næsten 400, der har prøvet, ”Norge a lá Bispebjerg.

Erik

formand for Gamle Bjørne